AUC Ung Case

Udfordringen

Ung AUC, som er Aalborg Ungdomsskoles uddannelsescenter for unge i alderen 14-25 år, gennemgik i 2018/2019 en renovering af skolen og fik i den forbindelse muligheden for at skabe nogle helt nye rumlige omgivelser. Både lærere og ledelse ønskede at skabe nogle rammer som kunne give de unge de bedst mulige betingelser for trivsel og selvstændighed i et trygt fællesskab, som kunne rumme og inkludere alle elevtyper og som gav mulighed for i højere grad at variere undervisningen og fremme læringen.
Samtidig var skolen pladsmæssigt udfordret og havde derfor brug for at udnytte enhver kvadratmeter i enhver krog mere optimalt.

Ung AUC August Ung AUC Uddannelsescenter
faellesrum Ung AUC2 Ung AUC Uddannelsescenter

Lærerteamet var fra starten virkelig gode til at beskrive behov og ønsker til de forskellige rum, hvilket har været en stor medvirkende faktor til, at projektet er landet så godt, som det er.
En af de største gevinster er det store fællesrum i midten af bygningen. Ved hjælp af bl.a. en hulevæg med integrerede sidde-nicher, der rejser sig midt i rummet, samt zonedannende møbler i forskellige højder, materialer og farver er der skabt oplevelsen af forskellige rum i rummet. Det store fællesrum har dermed også fået mange funktioner og fungerer i dag som et helt fantastisk “hjerterum” på skolen

Løsningen

Det anvendes nu både som undervisningslokale (gerne for flere hold og flere undervisere på samme tid) og som samlingsrum for eleverne. Derfor er der også liv i rummet hele dagen. Her er både plads til koncentreret undervisning, hyggeligt samvær i pauserne, spil og aktiviteter, lektielæsning og fordybelse, gruppearbejde og afslapning. Der er plads til mange i rummet og til mange forskellige aktiviteter på samme tid – uden det opleves som en banegårdsplads i myldretid. Og det var præcis det, der var ønsket. Både lærere og elever er vilde med fællesrummet, som vigtigst af alt har aktiveret en masse gode ekstra kvadratmetre til undervisningsbrug og som kan favne alle elevtyper.

faellesrum Ung AUC6 Ung AUC Uddannelsescenter

Ud over det store fællesrum, har Ung AUC desuden skabt en “ny” kantine med et mix af hyggelige diner-miljøer, højborde, caféborde og genanvendte borde og stole, som ikke fejlede spor, og som fint kunne integreres med det nye inventar. Kravet til kantinen var i lighed med det store fællesrum, at der skulle være plads til mange/alle, at den skulle kunne bruges til fællessamling og formidling, samtidig med at den skulle kunne tilbyde de mest introverte elever skærmede zoner med mulighed for at være med i den store sammenhæng uden at komme i centrum.

kantine Ung AUC Ung AUC Uddannelsescenter
kantine Ung AUC2 Ung AUC Uddannelsescenter

Resultatet

Derudover, ønskede skolen at skabe et rum med en hyggelig atmosfære, som eleverne havde lyst til at bruge til meget mere end bare spisning. Især båsene med højryggede diner-bænke og tilførsel af en stor portion pendler der skaber lokalt varmt lys over bordene i rummet, har tilført rummet den ønskede stemning. Og der er ingen tvivl om, at det har gjort en stor forskel. Der er i dag markant flere elever, som bruger rummet til gruppearbejde, lektielæsning og hyggeligt samvær end tidligere.

I to af undervisningslokalerne valgte skolen at inddrage en bid af rummet i den ene ende til gruppearbejdsrum med bl.a. nogle bløde sofamiljøer. Ved samtidig at åbne op for udsyn og indkig med store glasfacader ind mod klasserummet og ud mod kantinen, er der skabt en nærhed til eleverne, som ellers tidligere forsvandt helt ud af syne, når de gik ud for at arbejde i grupper.

glasfacader grupperum Ung AUC Ung AUC Uddannelsescenter
kantine Ung AUC3 Ung AUC Uddannelsescenter

Sidst men ikke mindst, har Ung AUC medinddraget eleverne i flere spændende og kreative projekter undervejs. Det absolut største projekt var opførelsen af hulevæggen i fællesrummet. På baggrund af idé, arkitekt- og konstruktionstegninger fra Højer Møbler, har en gruppe faglærere og elever selv opført væggen. Men også mange andre mindre opgaver er blevet løst med hjælp fra eleverne. Blandt andet er et tidligere kopirum forvandlet til en lille hyggekrog ved at fjerne døren, bygge bænke langs væggene og sy hynder og puder dertil. Elever og lærere har selv bygget plantekasser der fungerer som skønne mobile, grønne skillevægge rundt omkring på skolen samt selv lavet opslagstavler med metervarer der matcher det øvrige polstrede møblement. Elevinvolveringen har været en god læringsproces men også givet eleverne et ejerskab som bare i endnu højere grad har gjort det til DERES skole.