Michael Jens  Ny mand i spidsen for Højer Møbler A/S

Efter godt 25 år, overlader grundlægger Jens Højer roret til administrerende direktør Michael Glibstrup.

Michael Glibstrup tiltræder officielt stillingen som administrerende direktør den 1. sep. Han blev i slutningen af august præsenteret for alle medarbejderne og er meget bevidst om, at det er en opgave at løfte arven efter Jens Højer, der har været meget vellidt og respekteret.

”Højer Møbler har nogle klare holdninger til værdibaseret ledelse, hvor medarbejderen er i fokus og hvor der er stor tillid til den enkelte medarbejder. Dette er for mig en helt naturlig sund værdi og samtidig forudsætning for, at kunne skabe den ønskede vækst i virksomheden, hvorfor det ikke har været vanskeligt at give Jens løftet om at drive virksomheden videre på dette grundlag” udtaler Michael Glibstrup.

Michael Glibstrup kommer fra en stilling som direktør ved Formkon A/S og har tidligere også været i møbelbranchen, hvor han bl.a. har haft fokus på forretnings- og markedsudvikling.

Jens Højer er stadig ejer

Den samlede bestyrelse, var enige om beslutningen. Da Jens fremlagde sit ønske om at indsætte en ny direktør, gik der selvfølgelig nogle tanker igennem vores hoveder. I løbet af de seneste 25 år har Jens og alle medarbejderne udviklet Højer Møbler fra en lille iværksættervirksomhed til at være dansk markedsleder inden for læringsrum, skolemøbler og inventar. Højer Møbler er på mange måder synonym med Jens Højer, men trods den flotte udvikling er der ambitioner om at styrke virksomhedens aktiviteter yderligere” siger Per Christensen, formand for bestyrelsen.

”Vi er rigtig glade for den løsning, der er landet og det har været vigtigt for os at vi kunne fastholde den erfaring, Jens har ved at Jens fortsat er ejer af virksomheden og at han også fortsat sidder i bestyrelsen” slutter Per Christensen.

En ny æra

Efter virksomheden i marts kunne fejre sit 25 års jubilæum, fik Jens Højer tanker om at trække sig tilbage og lade nye kræfter komme til.

”Jeg vendte det forsigtigt på hjemmefronten og derefter er det gået stille og roligt med at finde den rette til at tage over. Det har selvfølgelig været en svær beslutning, men jeg er sikker på, at Michael er manden der kan løfte virksomheden i næste ”liga” tilføjer en glad og tilfreds Jens Højer.